Aktive fodboldspillere og især trænere på begynderniveau er den primære målgruppe, men også de mere passive fodboldtilhængere kan læse med og blive klogere på de taktiske finesser i fodboldspillet.
David Kiær Nielsen er fodboldtræner og fungerer bl.a. som instruktør i Jysk Boldspil Union. Han beskriver de taktiske overvejelser i fodboldspillet under overskrifterne spillesystem og spillestil. Det handler fx om formationer, dvs. spillernes positionering på banen, og om hvordan rollerne som fx midtbanespiller, kantspiller og hængende angriber skal udfyldes i forskellige faser af spillet. Fremstillingen er klart disponeret og teksten ledsages af mange diagrammer over spilpositioner og spilsystemer. Til forklaring bliver ofte brugt eksempler fra landsholdet og storhold som Barcelona og Manchester United - et greb der også kan hjælpe tilskuerne ved tv-skærmene til et bedre indblik i de taktiske finesser.
Serien om fodboldspillets taktik af Birger Peitersen og Jens Bangsbo med titlerne Det gode hold, 1997, Vi forsvarer, 1998 og Angrebsspillet, 2000 er både mere udførlig og lidt vanskeligere tilgængelig.
En veltilrettelagt bog der forklarer om fodboldspillets taktiske finesser, især rettet mod fodboldtrænere på begynderniveau, men som også kan gøre andre fodboldinteresserede klogere på spillet.