Følg fire unge mennesker og deres liv, hverdag og drømme for fremtiden i denne dejlige roman, der henvender sig til de mange læsere af slægts- og familieromaner.
Romanen er en selvstændig fortsættelse af Når svalerne flyver højt : roman og handler om de tre søskende Henner, Mie og Anne-Mette samt sidstnævntes kæreste, Bjarne. De er vokset op på Fyn i 1960'erne og er ved at undersøge, hvem de selv er, og hvad de skal med deres liv. Hver især har de deres at kæmpe med. 11-årige Henner er ikke som de andre drenge og tiltrækkes af det feminine og pigede og prøver i smug sin søsters kjole. Mie hjemsøges af en dødsulykke, som hun var indirekte skyld i, men ikke har fortalt nogen om. Storesøster Anne-Mette har sine udfordringer med Bjarne, der drikker mere og mere, hvilket giver konflikter på trods af deres ellers mange fælles værdier. Romanen foregår i perioden 1973-79 og berører nogle af tidens store problemstillinger og forandringer, fx den store arbejdsløshed og økonomiske krise, den fremstormende kvindebevægelse og nye familieformer.
Romanen er velskrevet og har en detaljeret og beskrivende stil med sans for detaljerne. Tempoet er langsomt, og der er plads til at fordøje de fire unge menneskers historier, mens man læser.
.