At rejse er at leve. At rejse er at skrive. At læse er at rejse. I en tid, hvor der rejses som aldrig før, er rejsen som åndelig kategori og som digterisk praksis genstand for fornyet og stigende interesse. Der udgives mange rejsebøger, og de læses. Denne baggrund for antologien tegnes op i forordet og i Martin Zerlangs artikel om Thomas Boberg. Det er karakteristisk for bogen, at den har såvel klassiske forfatterskaber som nye med i sine undersøgelser, ligesom redaktionen bevidst har valgt ikke at følge en kronologi, men i stedet blande de klassiske og de moderne. Bogen kommer godt omkring i sit område, der belyses fint og facetteret. Blandt artiklerne falder Peter Johannes Erichsen og Knud Michelsens "Gensyn med Labyrinten" i øjnene derved, at forfatterne ikke blot har Jens Baggesens klassiker, den første egentlige danske rejsebog som emne, men at de følger i hans fodspor for at se, hvad der endnu står, og hvad der er borte eller ændret. Men også Anders Bollerup og Finn Abrahamowitz skriver godt om hhv. Ludvig Holberg og Herman Bang - for nu at se på de klassiske forfattere. Laura Luise Schultz og Lasse Jensen skriver godt om hhv. Henrik Nordbrandt og Jan Stage. Men alt holder niveauet i et velkomment og vedkommende litteratur- og kulturhistorisk værk af bred interesse. Noter og kort om bidragyderne.