Biografi om Ebbe Munck (1905-74), der måske i dag mest huskes fra sit sidste virke som hofchef for daværende kronprinsesse Margrethe, men som var en mand, der levede et eventyrligt liv fjernt fra normen. Han var bl.a. ekspeditionsleder i Grønland, hvor han allerede som 19-årig er sammen med polarforskeren Ejnar Mikkelsen, og helt bogstaveligt viser flaget i den grønlandske sne, som man også kan se på bogens omslagsfoto. Som krigskorrespondent oplever han nazismen i uhyggelig vækst i 1930'erne. Han ser den spanske borgerkrig tæt på i 1936, og kan i sikkerhed for Francos censur tilbage i Danmark sætte sig til skrivemaskinen og konkludere: "Den spanske borgerkrig er en modbydelig affære. Virkeligheden overgår enhver beskrivelse ...". Bogen fortæller levende med mange fotos om Muncks liv som eventyrer, bjergbestiger, krigskorrespondent, modstandsmand, karrierediplomat og hofchef. I 1935 møder Munck fx Churchill første gang: "Da Lawrence af Arabien som menig flyvesoldat dræbtes ved en motorcykelulykke og skulle begraves fra en landsbykirke i Sydengland, fandt jeg mig selv den samme morgen ansigt til ansigt med Churchill i jernbanetoget på vej til begravelsen." Sådan en oplevelse kommer vi nok ikke alle ud for! Et i sandhed eventyrligt liv fuldt værdigt til en solid biografi. En anden biografi er Skipperen : en bog om Ebbe Munch redigeret af Jørgen Hæstrup fra 1975.