Bøger / faglitteratur til børn

Australien


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 28. jan. 2003

af

af

Torben Bråe Olesen

d. 28. jan. 2003

Ny bog i forlagets serie der fokuserer på udviklingen og forandringer i de senere år i det pågældende land, i dette tilfælde: Australien, og denne kan supplere de titler vi allerede har om landet. I forlagets anden serie Landedata udkom bog om landet i 2002, den er traditionel og stringent opbygget, mens denne fokuserer på forandringer indenfor miljø, familie og befolkningen, men også afsnit om forandringer i klimaet og naturressourcerne. Layout og opbygning som seriens andre bind f.eks. Japan (2002). Der bruges velkomponerede farvefotos, samt statistik og fakta i gule bokse, og der bringes en række præsentationer af "almindelige" australiere. Sproget er hverdagsagtigt, og sætningsopbygning ligefrem. Satsen er åben og ret stor. Bagest lidt om Danmarks forhold til landet, ordliste og bog-, internet- og adresseliste samt stikordsregister. Bogen kan som de øvrige bind i serien læses og bruges af børn fra 12 år. Bogens forside dækker sammen med udfoldet bagsidetekst bogens indhold.


Bibliotekernes vurdering

d. 28. jan. 2003

af

af

Ingrid Martlev (skole)

d. 28. jan. 2003

Der er efterhånden udgivet 16 titler i serien Et land i forandring. Konceptet er det samme i alle bøger: Korte kapitler om fortiden, landskabet og klimaet, naturresurser, miljø, befolkning, fremtiden og det pågældende land i forhold til Danmark. Hvert kapitel har en lille box, hvor en navngiven person fortæller om sig selv i forhold til afsnittets indhold. Det er mange kalejdoskopiske oplysninger på meget få sider om et meget stort land. Man får et lille indblik i, hvordan Australien er i dag, hvilke problemer, man står overfor, og hvordan man vil forholde sig til fremtiden. Det er ikke en bog, der rummer mulighed for fordybelse. Hvis man ingen viden har om Australien i forvejen, tror jeg man har svært ved at forholde sig til de oplysninger, man får. Bogen kan læses fra 6. klasse, og anvendes i forbindelse med opgaver/undervisning i Australien, hvorom der inden for de seneste år kun er udgivet en enkelt titel på dansk Australien (af M. Rau Dana) som går lidt mere i dybden. Andre titler, som der henvises til, er alle af ældre dato. Bogen er illustreret med flotte farvefotos og enkelte grafer. Bagerst er der ordliste, litteraturliste, internetadresser og stikord.



Informationer og udgaver