Både titlen med ordene "rim og remser", forsideillustrationen i Rina Dahlerups karakteristiske streg og bagsideteksten afspejler 100% bogens indhold og appellerer fint til den yngste del af rim og remse-målgruppen, de ca. 2-3-årige.
Rina Dahlerup har en meget karakteristisk tegnestil. En farverig, glad og naiv stil, som hun har holdt fast i gennem sin efterhånden 40 år lange tegnerkarriere. Det er således illustrationer, der vækker minder hos en stor del af den nuværende generation af småbørnsforældre. Og det er illustrationer, der passer fint til rim og remser, og digter videre på teksten. Især de yngste rim og remse-læsere vil tiltrækkes af stilen. Indholdet består af 30 rim, hvoraf nogle er de kendte og traditionelle og andre er mindre kendte. Ét rim pr. side.
Ligner præcis tegnerens tidligere rim og remse-samling Punktum, punktum, komma, streg - og andre rim og remser (2005/26). Og som denne ligger den indholdsmæssigt på linje med flere andre nye og gamle samlinger, med illustrationer, der appellerer mest til de yngre.
Rimene er for en stor dels vedkommende velkendte, og Rina Dahlerups streg er velkendt, så kan man lide begge dele, bliver man ikke skuffet over bogen her. En glad og farverig samling rim og remser.