Disse to billedbøger for de allermindste beskriver et par traditionelle hverdagssituationer. Hovedpersonerne er en baby uden navn og køn, en tøjkanin og en hund med navnene Kaninus og Fido. Bøgerne er præget af uskønne illustrationer. Stregen er skabelonagtig og anonym. En til tider lidt rodet komposition får visse opslag til at virke uoverskuelige. Dette forstærkes af farvesætningen, der anvender unuancerede, stærke farver, ofte i en ucharmerende sammensætning. Illustrationerne suppleres af en meget kort, lidt tilfældig tekst. Baby i bad fortæller om baby, der har griset sig til under måltidet og derfor må i bad og senere i seng. Babys sengetid fortæller om baby, som er klar til at gå i seng, men først kigger i bøger, får lidt at drikke og leder efter Kaninus. Der optræder ingen voksne i bøgerne. Der findes tre andre bøger om Babys verden. Bøgerne bringer ikke noget nyt. Det er brugsbøger, der ikke levner plads til megen fantasi. De kan anvendes fra 1-årsalderen. Forfatteren er ikke kendt i Danmark.