Denne debutbog er både generations-, udviklings-, dagbogs- og brevroman. Den giver et portræt af en fortabt blomsterbørnsgeneration og især af fortælleren og hovedpersonen. Laila er 35,læreruddannet og prøver efter et selvmordsforsøg og et ophold på et psykiatrisk hospital at få hold på sin tilværelse ved at skrive om sin fortid. Hendes far forsvandt tidligt hjemmefra, og hunknyttede sig nært til sin lidt ældre kusine, en fordrukken og dominerende type. Hun blev skuffet i sin kærlighed til en studiekammerat, og efter kusinens voldsomme død under en fælles studietur tilNordafrika ramlede alt for hende. Ind i handlingen er blandet heroinhandel, uden at bogen dog antager karakter af krimi. Forfatteren har villet have for meget med, og formen gør romanen lidtspringende, men den er velskrevet og giver et ægte virkende indblik i en rodløs, forvirret livsførelse. Man bliver fængslet af Lailas skæbne, og Bænkebidernes år må betegnes som en lovende debut.