Allegorien om civilbefolkningens vilkår under den amerikanske (og danske) invasion af Irak er primært rettet mod et voksent publikum.
Brian Vaughan har brugt en virkelig hændelse, hvor 4 løver under et amerikansk bombardement i 2003 undslap fra Bagdad Zoo, som udgangspunkt for sin allegoriske beretning om frihedens pris og om civilbefolkningens forhold under et diktatur og i en krig. Handlingen i historien er set gennem de 4 titelfigurers øjne: 4 løver med hver deres indfaldsvinkel til begrebet frihed. Den ældre Safa, som er splittet mellem ønsket om frihed og behovet for tryghed, den unge oprørske Noor, den pragmatiske og opportunistiske Zill og den helt uerfarne løveunge Ali. Sammen oplever de 4 løver den amerikanske invasion af Bagdad i jordhøjde med civilbefolkningen, og det er en særdeles voldsom oplevelse, som Niko Henrichons realistiske tegninger og ekspressive farvelægning formidler både stærkt og intenst.
Allegorier med talende dyr i hovedrollerne er ingen ny foreteelse, heller ikke inden for tegneseriemediet, men Vaughan har ikke ønsket at viderebringe egentlige budskaber som i Kammerat Napoleon - snarere at skabe en ramme for læserens egne overvejelser.
Bagdads løver har desværre ikke mistet sin aktualitet siden seriens tilblivelse, men det er nok alligevel i højere grad udgivelsens flotte billedside, der udmærker den som et lille mesterværk, end det er indholdets ikke helt stringent gennemførte eksistentielle refleksioner.