Bøger / faglitteratur til børn / erindringer

Bagsiden af medaljen


Beskrivelse


Annikes beretning om, hvordan hendes fars overgreb har sat dybe spor i hendes sind, og hvordan hun endelig, da hun som voksen tager kontakt til en psykolog, får hjælp til at sætte ord på sin vrede og sorg.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. juni 2003

af

af

Anne Grete Jacobsen

d. 18. juni 2003

Annikes historie er historien om et incestoffer. Fra hun var fem til hun var 13-14 år, blev hun udsat for både fysiske overgreb og psykiske krænkelser fra sin far. I dag er det lykkedes for hende at finde lykken og harmonien i sit liv, men at det har været svært, og at hun har været igennem en meget smertelig proces, bliver klart for alle i denne beretning. Ved hjælp af samtaler med en psykolog igennem flere år, har hun været helt derude, hvor det gør allermest ondt og hvor hun er allermest sårbar, men det har været nødvendigt. I dag har hun lært at acceptere hændelserne. Annike har skrevet bogen, fordi hun håber, at hun med den kan være med til at støtte og hjælpe andre ofre for incest. Annike vokser op i en ganske almindelig familie, på overfladen en tryg og velstillet kernefamilie, med en far, der er meget uadvendt og vellidt. Efter første gangs krænkelse fortæller hun sin mor om det, men hun afviser det og tror ikke på datteren, og derfor må hun leve med det alene i mange år. Da hendes far bliver indkaldt til en samtale i kommunen på grund af en anonym henvendelse om seksuelle overgreb på Annikes 2 små halvbrødre, beslutter hun sig til at nu må det være slut med alle hemmelighederne. Det er en velskrevet og sober beretning, som uden tvivl vil kunne bruges af andre incestofre og seriens sædvanlige læsere.