Af gode grunde er Kasper Thomsens, (f. 1972), debutbog ikke forsynet med nogen genrebetegnelse. Bogens otte kapitler rummer ganske vist brudstykker af et episk forløb, men om en roman i traditionel forstand er der langt fra tale. Snarere om en tekst-collage, hvor fortællingen er brudt op i et komplekst netværk af stemmer og spor, uden handlingsmæssig kontinuitet. Det starter som en absurd "roadmovie" med det Beckett-lignende tvillingepar Gog og Magog i baljen på vej over Lillebælt på flugt fra krigen. Dette "spor" krydses af brudstykker af erindring og i en tættere og tættere identifikation med galskaben, ofte i form af en litterær identifikation med kunstneriske desperadoer som van Gogh og den romantiske digter Friedrich Hölderlin. I det hele taget tematiserer bogen galskaben, latteren og det erotiske som kræfter der unddrager sig magten og logikken. Det er en radikalt eksperimenterende prosa, splittet, diskontinuert i sin form, og spækket med litterære referencer. Samtidig peger teksten hele tiden på sig selv som fiktion og iscenesættelse: "Enhver fortælling søger ned i sig selv, undersøger sig selv. Jo, der sandelig sket noget, den ligner havbunden, har ikke noget fast greb om sig selv." Bogen skaber sit eget sprogligt esoteriske univers og åbner sig kun for den læser der kan og vil komme teksten i møde på dens egne præmisser.