Bøger / faglitteratur til børn / interviews

Bare noget der sker? : om unge og butikstyveri


Beskrivelse


Samtaler med unge om deres holdninger til og erfaringer med butikstyveri. Desuden samtaler med politifolk, socialrådgivere og butikschefer.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. sep. 2000

af

af

Flemming Dehn (skole)

d. 26. sep. 2000

Ingen ved med sikkerhed, hvor meget der bliver stjålet for i danske butikker om året, men et rask skøn siger 1.5 milliard. Eller sagt på en anden måde - beløbet for 1.000 nye villaer eller 10.000 familiebiler. Og de unge er godt med på holdet. Gennem samtaler med unge, socialrådgivere, en kriminolog, politifolk og en repræsentant for forretningslivet giver bogen et godt og varieret kig ind i en verden, som kan blive starten på grovere kriminalitet - eller heldigvis også første og sidste gang, det sker. Hvorfor stjæler så mange unge? Det er sejt, - siger de. Gruppepres. For spændingens skyld. Ensomhed. Og der sker jo ikke noget. I bedste fald en advarsel og så slut med det. Bogen, der er velegnet som udgangspunkt for diskussioner i klassen om butikstyverier, gør heldigvis meget ud af konsekvenserne og den plettede straffeattest, som kan ødelægge så meget for fremtiden. Forfatteren har før været på banen med bl.a. Afskrækkelse eller forbedring (98/23). Bogen her er lige så veldisponeret og velskrevet. Der sluttes af med litteraturhenvisninger, videoer og Internetadresser. Fra 7. klasse - i alle sociale lag.


Bibliotekernes vurdering

d. 26. sep. 2000

af

af

Torben Bråe Olesen

d. 26. sep. 2000

Interviewbog om unge og butikstyveri for unge fra 13-14 år. Gennem 9 interviews med unge, en mor, socialrådgivere, kriminolog og politifolk samt en driftschef fra Bilka, fortælles hvad der sker når/hvis man bliver taget for butikstyveri. Hvordan føles det? Bogen kommer også ind på mulige årsager, straffeattester og deres betydning. Bogen er beregnet til diskussion i skoler, mellem unge eller mellem forældre og unge. Bogens er præget af interviewformen, men virker kyndigt redigeret så det er ret flydende at læse. Nogle afsnit er præget af et faktatungt sprog, hvor læseren til gengæld får ret meget konkret at vide. Bogen er illustreret med sort/hvide fotografier af vekslende kvalitet, men de fungerer efter hensigten; at sætte ansigt på den interviewede eller den beskrevne situation. Vi har ikke andet decideret om butikstyveri, men en del om unge og kriminalitet, og denne bog dækker det specifikke emne for målgruppen. Forside med ung og vagt på vej op ad trappe fotograferet gennem matteret rude er, sammen med bagsidens korte præcise introducerende tekst og 4 citater fra bogen, dækkende for bogens indhold. Bagest 4 sider med supplerende materiale; bøger, Internetsider og videofilm.