Film / fiktion til børn / drama

Befri Willy 4 - flugten fra Piraternes Bugt


Beskrivelse


11-årige Kirra rejser til morfar i Sydafrika, der ejer en forlystelsespark, som Kirra i den grad finder kikset. Men så strander en spækhuggerunge i en havbugt. Kirra plejer dyret og sammenfører det under vanskelige forhold med flokken i det åbne hav!

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 7. jan. 2011

af

af

Ulrich Breuning

d. 7. jan. 2011

Befri Willy 4 - flugten fra Piraternes Bugt, 2009 har en 11-årig pige og hendes morfar i hovedrollerne, og hermed er den primære målgruppe for så vidt også præsenteret i en fantasiløs familiefilm, som kun er udsendt i dvd-formatet, og som med et syn på hvaler som kæledyr er svær at formidle.

Da far skal holde sengen i længere tid, må Kirra modvilligt rejse til morfar i Sydafrika. Modviljen skyldes, at hendes mor er død, og morfar end ikke dukkede op ved begravelsen! Morfar Gus ejer en forfalden forlystelsespark med sørøvermotiver, som Kirra i den grad finder kikset. Men så strander en spækhuggerunge, som Kirra døber Willy, i en havbugt, og Kirra plejer dyret, som vansmægter og både er i fare for aflivning og salg til en konkurrerende forlystelsespark. Kirra vil befri Willy og sammenføre ham med hans familie i det åbne hav, og missionen får endelig morfar til at træde i karakter! Børn og deres dyrevenner er en særegen og sejlivet genre i børnefilmens historie, og forholdet til havets pattedyr er før skildret i Drengen og delfinen, 1963 og tv-serien om den kloge delfin Flipper.

Dette opus 4 er klart den svageste fortælling i Willy-serien og ganske uden den første films stramme form og tema om samhørighed mellem forladt barn og spækhugger. Nummer 4 har også udskiftet drengen Jesse med en pige og henlagt handlingen til Sydafrika i stedet for USA. Så der er næsten tale om falsk varebetegnelse.

Historien er usædvanlig tynd, forudsigelig og ambitionsniveauet sjældent lavt.