Målgruppen er ifølge forfatteren især mænd, der er kommet op i årene og har fået mere fritid, og måske har samlet lidt frimærker som drenge. Bogen bruges som hvervemateriale af Danmarks Filatelist Forbund.
Jørgensen har tidligere udgivet 4 filateli-bøger om især specialsamlinger. Denne gang er der tale om en grundbog i filateli for begyndere med gode, personlige råd om stille og roligt at komme i gang. Med mange eksempler fortæller Jørgensen, hvordan man uforpligtende kontakter en klub, hvordan man starter billigt med brugte indstikmapper og billige auktioner. Der er vejledning til indkøb af de nødvendigste redskaber, hjælp til kataloglæsning og gode råd om opsætning. Det hele er holdt i et afslappet sprog, men med stor faglig kompetence.
Det er småt med nyere introduktioner til filateli. Post Danmarks Frimærker - værd at samle på, senest 2007 er mest henvendt til børn ligesom Michael Briggs Frimærker, 1992. For voksne skal vi vist helt tilbage til 1987 og Ib Eichner-Larsens Frimærker.
En glimrende og uformel lille introduktion til frimærkesamlingens verden, specielt målrettet til ældre, der har fået tid til at dyrke en hobby.