Guidebogen henvender sig fortrinsvis til de lånere, der har lyst til at besøge de hippe, moderne og mere alternative dele af Berlin.
Forlagsserien, som bibliotekerne i øvrigt har gode erfaringer med, har nu også en beskrivelse af vores nærmeste storhovedstad, der er så let at komme til. Det er dog ikke i denne guide, man skal lede efter anbefalinger på Museumsinsel eller telefonnummeret til Deutsche Oper, men i stedet for kan man finde henvisninger til cafeer, dansesteder, natklubber mv., ligesom et par afsnit er helliget beskrivelser af forskellige tøjbutikker og andre indkøbsmuligheder for designerting, kunsthåndværk mv. Det er en god ide med oversigten over byens festuger, festivaller mv., sådan at man kan få sin Berlintur til at falde samtidigt med disse arrangementer. Dog savner denne lektør et par anbefalinger, der giver ideer til at møde de mangfoldige slaviske træk, Berlin også har, fx den rødglødende balkanmusikscene, men sådan er smag og behag jo forskellig.
Henriette Harris og Sissel-Jo Gazan har også udgivet Berlinguider med tilsvarende personlige anbefalinger, der ligger ud over den traditionelle guidetradition.
En letlæst Berlinguide, som nok især appellerer til fx unge studerende og andre, der gerne opsøger byens mere alternative bydele.