For alle besættelsesinteresserede.
Bogen rummer næsten 400 s/h fotos taget af tyske soldater i Danmark i perioden 1940-45. De fleste er ikke tidligere offentliggjorte og af blandet kvalitet alt efter fotografens apparat og kunnen. Men tilsammen giver de et fint tidsbillede af den tyske hverdag under besættelsen set gennem den menige soldats øjne - mere med madpakken og kaffen end geværet i hånden, ligesom de enkelte danskere, der også figurerer, også er mere i forbrødring i fælles hverdag end fjendskab. En ganske speciel serie billeder er taget på Bornholm af en lettisk SS'er. Filmen blev indleveret men aldrig afhentet og dukkede først op 50 år senere. De mange fotos er forsynet med undertekster, hvor især køretøjer og våben udlægges med stor ekspertise, men også lokale forhold og den historiske baggrundsramme bliver fint uddybet. Så godt som hele Danmark er geografisk repræsenteret, og bogen er opdelt i emnekapitler: 9. april og den første tid, Luftwaffe, Wehrmacht, specielt yndede motiver og krig i Danmark med fotos af krigshandlinger. Sidste kapitel omhandler de kameraer, man fotograferede med dengang.
Bogen er for så vidt unik mht. sit billedstof og synsvinkel men rammer en bred målgruppe.
En udmærket bog, som ud fra samtidige fotos skildrer det Danmark og det hverdagsliv, som den tyske soldat så og ønskede at fortælle familien gennem kameraet under besættelsen. Billederne kommer geografisk og emnemæssigt godt omkring og er udstyret med udførlige undertekster af forfatteren.