Helle Katholm Knutsen fik i 2002 udgivet bogen Længslen flytter med : drømmen om Frankrig - og dagliglivet, hvor hun med udgangspunkt i egne erfaringer anskueliggjorde de kulturforskelle, der følger med når man flytter til et andet land, både positivt og negativt. Nu har hun taget fat i temaet beslutninger. Hun har den tese, at rigtige voksne er gode til at træffe beslutninger, og at voksne skal tage autoriteten tilbage. Det beskriver hun i afsit med overskrifter som: Beslutningen kraft og kendetegn, Autoritet, tak, Voksenopgør og Tilbuddenes ulidelige tomhed. Bogen slutter med samtaler med hjertekirurgen Ole Kromann, SAS direktøren Jørgen Lindegaard og arkitekten Anna Maria Indrio, det gennemgående emne i samtalerne er beslutninger og deres konsekvenser. Bogen er bestemt ikke uinteressant, mange eksempler er hentet fra hverdagen og medierne, men der er meget småsnak ind i mellem, der gør at man taber tråden. Jeg tror, forfatteren har fat i noget der synes at kunne blive en trend, nødvendigheden af beslutninger og mindre "rundkreds" i såvel privat- som arbejdslivet.