Undertitlens "små" skal her forstås som større børn og unge. Den kan fortrinsvis læses af de, som ikke kender Bibelen så godt, eller som har svært ved at forstå den.
Denne gendigtning af Bibelen er fortrinsvis nydigtning eller genfortælling, men enkelte steder blander forfatteren også moderne forståelsesmåder ind i teksten for at forklare den. Udvalget består næsten udelukkende af de gode historier og fortællinger. Visdomslitteraturen er ikke med, mens profeterne og brevene er indskrænket til handlingerne. Fra Det Gamle Testamente er det især mosebøgerne og kongerne, mens det fra Det Nye Testamente er evangelierne og apokalypsen. De er begge nyinddelt i syv bøger. Begge testamenter udgør ca. halvdelen af bogen. De mange illustrationer er af de kendte og traditionelle klassiske bibelmalere som fx Doré, Reuben, Michelangelo, El Greco, da Vinci og Rembrandt. Forfatteren er cand. theol. og sognepræst. Hun har skrevet Bibelhistorier til hverdagsbrug (2. udg. 2004) og Bibelens historier (2. oplag 2003). Sidstnævnte indgår i nærværende bog.
Niveaumæssig som Seidelins genfortællinger tilbage til 1980'erne, og et niveau højere end Familiebibelen (1999).
En genfortælling af Bibelen for nybegyndere fra omkring folkeskolens ældste klasser og voksne.