Denne velstrukturerede indbydende bog vil ikke mindst i kraft af illustrationsmaterialet kunne stimulere mundvandet hos enhver nostalgisk voksen bilentusiast. Bogen er en videreførelse af forfatterens Bilen i 30'erne : design i bevægelse 02/48 med en veloplagt flydende fremstilling, der især prioriterer design og funktionalitet men selvfølgelig også kommer ind på teknik og køreegenskaber for hver enkelt model. Bogen gennemgår de dengang kendte biler alfabetisk mærke for mærke: store dollargrin fra Cadillac og Buick men primært med vægtning på bilen i hvermandseje fx VW boblen, Morris Minor og Renault 4. Der indledes med et historisk rammeafsnit med panorama 1940-1960, ligesom man kommer ind på krigens problemer, hvor læseren indvies i gasgeneratorens mysterier. Teksten er dybdeborende og faglig velfunderet, så der er noget for såvel begynderen som den mere erfarne. Og så tog man ligesom også undertegnede lektør lidt om hjertet ved at vise barndomsfamiliens første bil - en Opel Olympia - og så oven i købet i den rigtige blågrønne farve. Bogen rummer en del tekst i tre spalter men også mange farveillustrationer både fra samtidige brochurer og af bilerne, hvoraf de fleste fremstår som flotte nutidige veteranbiler i al deres velpudsede krom og pragt.