Bill fra Slapsvansegade henvender sig til billedbogslæsere fra 4-7 år, til hyggelig højtlæsning.
Bogen handler om Bill, som bor i byen Svæklinge, hvor alle indbyggerne er svage og slappe, selvom de spiser kål hele tiden. Bills bedste ven, Otto, er blevet blæst væk af en storm, og Bill tager ud på en begivenhedsrig rejse for at lede efter ham. De to drenge finder hinanden, og de opdager, at jordbær smager rigtig godt, og at man bliver stærk af dem. Drengene tager hjem og får fat i flere jordbær, så de andre indbyggere også kan blive stærke, for "husk at et lille jordbær i maven er bedre end tusind kålhoveder i haven", som et lettere omskrevet ordsprog siger. Forfatter Mads Nygaard og illustrator Ditte Andreassen har tidligere skrevet en billedbog sammen: Dixie og hvalen i Sortehavet (2012), som også er en fantasifuld billedbog. De har også hver især lavet andre bøger. Teksten er fantasifuld og helt i børnehøjde, med skøre påfund og et par bandeord. Illustrationerne er smukke, fabulerende og lidt groteske stregtegninger, holdt i grøn/blå nuancer. Bogen har fået støtte af Statens Kunstråd.
Bogens fortællestil minder mig om Peter Mouritzens Knorken, 2004, som også er en underfundig, fabulerende billedbog med spændende illustrationer.
Bill fra Slapsvansegade er en billedbog af høj kvalitet, som nok skal finde et publikum, med sin skøre fortælling og specielle illustrationer.