Billedhugger i Ammassalik

Eneren, multimennesket Eigil Knuth forsvandt vel aldrig fra den offentlige bevidsthed, i alt fald ikke hos den del af os, som stadig har et begreb om historie. Hans navn kom atter i fokus da han døde i 1996, 93 år gammel, og da Janni Andreassens store biografi, Eigil, udkom i sommeren 2003. Billedhugger i Ammassallik er en ny udgave af Egil Knuths egen beretning fra 1943. For ham var årene, fra 1935 til 1938, i hvad han stavede Angmagssalik de lykkeligste i hans liv. År, hvor han realiserede sin drøm om at blive billedkunstner, og hvor han mødte en ny verden, den verden der skulle forme resten af hans liv som grønlandsforsker og arkæolog. Det var hans eget ønske at bogen skulle genudgives, og det sker her i næsten uændret form, bortset fra egne rettelser og ny retskrivning, og så gengivelse af hans skulpturer i nye farvefotos, med kommentarer ved museumsinspektør Birte Haagen. Det er et på en gang ejendommeligt og kærligt billede fra en svunden tid og af et svundet land og folk. Det kan umiddelbart vække ubehagelige minder om koloniherrementalitet, men det er dybt uretfærdigt. Set i tidens perspektiv er det tværtimod beretningen om en københavnsk overklassedrengs møde med et oprindeligt folk, som blev grundlaget for den dybe ydmyghed og respekt for grønlænderne, deres kultur og historie, der kom til at præge hans tilværelse.

Læs hele vurderingen