Karen Marie Bille er et kendt ansigt blandt musikpædagoger og folk der arbejder med musik og rytmik for de mindste. Hun er uddannet rytmikpædagog fra Instituttet for Rytmik. Hun har undervist børn og deres forældre i musik og bevægelse gennem de sidste 12 år, og siden 2004 i sin egen musikskole Spillebillen. Karen Marie har udgivet foreløbig 4 børnecd'er: "Små sange til de små", "Ballondans", "Tumlebiller og dansemus" og senest "Musinantes måne". Hun tager jævnligt ud og optræder for børn i institutioner, på biblioteker, til festivaler mv. I anledning af musikskolen Spillebillens jubilæum udkommer nu denne skive, som indeholder en god blanding af tidligere udgivne melodier, genindspilninger og fire helt nykomponerede sange.