Dyr i fare er en ny serie, med det overvejende formål at kunne anvendes i undervisningsforløb med faglig læsning i 2.-4. klasse. Bjerggorillaen lever fuldt op til de krav, der stilles til faglitterære bøger på disse klassetrin. Den er opbygget som en fagbog med indholdsfortegnelse, stikordsregister, taldiagrammer, kortmateriale mv. Teksten er meget kortfattet og informativ. Alle sider består af 3-4 sætninger og et billede, kort eller taldiagram, der underbygger sidens tekst. Bogen er læsebearbejdet ved at sammensatte ord deles med en bindestreg, samt ved at fagligt svære ord er kursiveret, hvilket hentyder til, at de forklares i ordlisten. Bogens billeder består af farvefotos af bjerggorillaer i forskellige situationer. Billederne er meget rolige og uden for meget bevægelse. Formålet med billederne er, at de ikke skal forstyrre læsningen men underbygge teksten. Det er en bog, der vil blive godt modtaget af mange elever både til selvstændig læsning og faglitterært arbejde. Der findes mange andre bøger om bjerggorillaer. Denne bog er et godt supplement hertil, da den er læsebearbejdet og tilpasset en yngre målgruppe.