JB har 12 titler bag sig men er ikke tidligere udkommet på dansk. Blodig uskyld (originaludg. 93) er en solid politiroman, som udspilles i en mellemstor by i Midtengland. Kriminalinspektør Shapiro og hans afdeling er hårdt ramt af drabet på hans souschef. Kommissær Liz Graham overtager dennes post til stor fortrydelse for kriminalass. Donovan, en irsk fighter og enspænder. Sideløbende med dette opklaringsarbejde kæmper politiet mod en stakkels gal seriemorder, der går efter alle medlemmer af et operationshold på det lokale hospital. De to handlingsforløb er spændende i sig selv, men mest interessant er nok spillet mellem politifolkene indbyrdes. S er den erfarne og besindige leder, den uregerlige D risikerer alt for at komme byens mægtige "Godfather" til livs, og Liz må som karrierekvinde gøre sit yderste for at sætte sig i respekt. Baggrunden er en grå og nedslidt provinsby, og bogen hævder sig fint i rækken af hverdagsrealistiske, samfundskritiske engelske politiromaner fra de senere år.