Socialrealistisk og knugende novellesamling for voksne og unge fra 14 år med det til fælles, at de alle foregår i en betonboligblok i en måske Københavnsk forstad.
Glenn Ringtved er ellers mest kendt for en lang række humoristiske børnebøger, men i disse noveller er der langt til smil og glæde, og i stedet befinder vi os i en ret trøstesløs verden af vold, druk og sex. I en betonblok i en forstad følger vi forskellige personer. Nogle er svage og bukker under for miljøet, som den unge mand, der lader sine såkaldte venner te sig i hans hjem, som det passer dem. Andre slår igen og kæmper imod, som pigen, hvis psykisk syge mor ikke er i stand til at skaffe en vagtlæge til lillebroren, så han dør. Vi møder også den jugoslaviske dreng med den voldelige far, men da moren endelig svarer igen med en køkkenkniv, er det ham som må tage skraldet, fordi han er for ung til at blive straffet. Det er en lille, tynd bog med en dyster forside, og novellerne er skrevet i et hverdagsagtigt "lige ud af landevejen" sprog, som kan forstås umiddelbart.
Læsere der kan lide Evelyn Laus Friske piger og andre historier (95/40) eller Jens Peder Larsens Ligesom os andre (99/35), vil også synes om denne.
Noveller er aldrig lette at udlåne, og jeg tror heller ikke, at denne vil få et stort publikum af sig selv, men hvis en klasse fx arbejder med emner af socialrealisk karakter vil samlingen kunne bruges som oplæg til diskussion.