På 2 år udkommer nu den 6. bog på forlaget med Peter Olesen som konsulent i serien, der startede med Min mor døde. Min far døde, 2000, på initiativ af Peter Olesen efter at en tv-udsendelse havde rippet op egne barndomsminder og følelser. I denne bog skriver 25 danskere mellem 16 og 72 år om at vokse op med en alkoholiseret far og/eller mor. Om sorg, skyldfølelse, mindreværdsfølelse, skam og traumer, i mange tilfælde små mennesker, der har påtaget sig et stort ansvar. De fortæller om, hvordan de hver især har bearbejdet følelser og reaktionsmønstre med professionel hjælp og kæmpet for at finde et ståsted i livet. Bogen henvender sig med en form for håb og fortrøstning til andre, der er udsat for det samme, samt til venner, pårørende, behandlere og myndigheder med klare udsagn om, at det absolut er "umagen værd" og alles fælles ansvar at hjælpe.