Bøger

Børn skal ikke lege under fuldmånen : Forfatterportrætter


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 2. aug. 2005

af

af

Laura Michelsen

d. 2. aug. 2005

Peter Øvig Knudsens interviewbog udkom første gang for ti år siden. Den er et resultat af samtaler med forfatterne Henrik Nordbrandt, Suzanne Brøgger, Søren Ulrik Thomsen, Peter Laugesen, Villy Sørensen og Inger Christensen, der fandt sted imellem 1990 og 1995. Den nye udgave adskiller sig kun formelt fra den gamle. Nyt forlag, nyt papir og ny sats. Indholdet er det samme og af meget høj kvalitet. Interviewteksterne er båret af PØK's stærke personlige engagement og grundige hjemmearbejde. Han har på forhånd læst de seks forfatteres samlede værker. Det sætter ham i stand til at stille spørgsmål, som er meget personlige, men som rækker ud over det private og dybt ind i mennesket og de vilkår, det er underlagt som bevidsthedsvæsen. Fundamentale spørgsmål om køn, sex, kærlighed, religion, kunst, inspiration, meningen med livet og især forholdet til døden søges afklaret gennem samtalerne, som bevæger sig på et højt abstraktionsniveau. Der er altså hverken tale om litteraturhistorie eller litterære analyser, men om et forsøg på "at trænge ind i det filtrede område mellem forfatterens person, liv og værk", som udføres på smukkeste vis. 1. udgaven står ifølge bibliotek.dk hjemme de fleste steder. PØK's seneste udgivelser Efter drabet og Birkedal har imidlertid været meget efterspurgt, så man kan håbe, at successen vil smitte lidt af på genudgivelsen af denne fine bog.



Informationer og udgaver