Pas på Pinkerton!
Achdé
Sort/hvid tegneserie. En række selvbiografiske episoder, der skildrer den barske hverdag i 40'rnes Spanien på nogle børnehjem, hvis opdragelsesmetoder har rod i katolicismen og Francos diktatur.
Beskrivelse
Anmeldelser (2)
Bibliotekernes vurdering
d. 18. dec. 2018
af
af
Arne Olesen (skole)
d. 18. dec. 2018
Vores kvarter (1980) begynder med hovedpersonens hjemsendelse fra et børnehjem i 50'erne og skildrer fattige menneskers hårde liv i Franco-Spanien. Børnehjemmet ligger forud i forløb og er daosse udgivet i 1979, men kommer altså på dansk som hæfte 2! Her fortælles om Garcia-Garcias og hans kammeraters umenneskelige tilværelse på frankistiske børnehjem i 40'erne og 50'erne. Det er barsklæsning - ikke uden grund minder oversætteren Per Vadmand i forordet om Knuth Beckers bøger. Og Giménez' tegninger bringer ikke noget forsonende ind. De er bevidst karikerende - men uden på nogenmåde at bringe noget forsonende ind i billedet. Selv om kompositionen af siderne er mindre varieret end i Vores kvarter - faktisk er hver side i de to-siders historier delt op i 20 lige storebilledrammer - forekommer de ikke stereotype. For der er både et fint forløb i billederne og en sikker udnyttelse af det enkelte billedrum gennem den s/h streg og brug af dækflader. Det er hårdehistorier at læse forbørn - men de kan forstå dem, hvis de kan læse teksten, og det kan de allerfleste fra 10-11 år. Men selvfølgelig henvender hæftet sig i højere grad til unge/voksne, hvad"efterfølgeren" Vores kvarter endnu mere entydigt gør.
Bibliotekernes vurdering
d. 18. dec. 2018
af
af
Ole Hansen (børn)
d. 18. dec. 2018
Det er glædeligt, at Giménez fortsat udgives på dansk, skønt hans barndomserindringer fra Francos Spanien er mere gribende og rystende læsding end direkte underholdning. Som i det tidligerealbum (Vores kvarter) er der ikke tale om direkte politisk propaganda, men dets anklage mod et asocialt system, baseret bl.a. på religiøs undertrykkelse, virker så meget desto stærkere. Det er enskildring af børneundertrykkelse - og børns selvundertrykkelse - der virker lige så stærkt, som tilsvarende skildringer inden for film- og romankunsten. Tegnestilen er yderst original, en slagskarikeret socialrealisme, hvor børnene fx. fremstår som store øjne på tynde ben, og hvor personskildringen samtidig er særdeles intens, så læseren aldrig tvivler på, at det her handler om denskinbarlige virkelighed (når den er rigtig slem). En oplagt anskaffelse for alle voksenafdelinger - men faktisk også til ungdoms- og børneafdelinger, hvor vi som bekendt savner alternativer til dentraditionelleunderholdningsserie.