Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Børnene på den døde ø


Beskrivelse


Den sorte død har ramt Læsø, og kun de tre børn Tora, Nis og Noah er tilbage med ganske få dyr og en masse tomme eller afbrændte huse. Heldigvis har Toras bedstefar lært hende at overleve.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. sep. 2008

af

af

Elin Søborg

d. 18. sep. 2008

En intens historie, der kan læses op for børn fra ca. 5 år og selvlæses fra ca. 10. Den kan bruges både som robinsonade og omkring emner om den sorte død.

Den sorte død er kommet til Læsø og dræber alle, der ikke når at komme væk, bortset fra Tora, hvis bedstefar har lært hende at tage sig af fårene og sig selv og de to drenge Nis og Noah. De overlever sammen et lille år og forlader så øen i en lille båd. Der fortælles tidløst, stilfærdigt og intenst i korte kapitler om sorgen og angsten, der dog må træde i baggrunden i forhold til de praktiske problemer med at overleve, og om glæden og trygheden ved at finde venner i nøden. Lillian Brøgger har illustreret med stemningsfulde tegninger, der følger teksten tæt og som den kun antydelsesvis afslører, at vi befinder os i middelalderen.

Dette er 8. bind i den serie, forfatteren med forskellige illustratorer har fået udgivet siden De fattige søstre, 2002 om forskellige sider af dagliglivet i middelalderens Danmark. Den er meget lettere end de øvrige romaner om den sorte død og mere centreret omkring børns overlevelse.

En fin, meget læseværdig lille roman, der ikke umiddelbart "reklamerer" med sit emne og sin tidsalder men vil fange mange børn, hvis de præsenteres for den.