En fotobog med mange ideer og forslag for den lidt viderekomne amatørfotograf.
Mange fotobøger er opbygget mere systematisk med gennemgang af fotoapparatet, motivvalg osv. Denne bog er ligesom sin forgænger Bogen om digital fotografering, 2009, mere opbygget som punktnedslag i de mange emner, som fotokunsten er bygget op af. I den første bog var emnekredsene: Fotoskarphed, blomsterfotos, bryllupsbilleder, landskabsbilleder, sportsfotos, personfotos, rejse- og storbyfotos og udprintning af fotos. Den nye bogs emner er: Blitzfotografering, indretning af atelier, portrætfotos, landskabsfotos, bryllupsbilleder, rejsefotos og makrobilleder. Nogle af emnerne går igen fra den første bog, men med nye eksempler og råd. Ligesom i den første bog er der på hver side et foto i farver af høj kvalitet, og ud fra dette giver forfatteren sine erfaringer, råd og ideer.
Der er efterhånden skrevet en række af bøger om den digitale fotografering, som næsten helt har overtaget pladsen for den analoge. Denne bog træder frem, ligesom bind 1, med sine mange ideer og facts og sine mange fine billedeksempler.
En inspirerende, righoldig og godt illustreret bog om digital fotografering, hvor en erfaren fotograf øser af stor viden, på en nemt forståelig måde.