Den engelske naturvidenskabsmand Paul Strathern skriver om vor store landsmand der var en central figur i udviklingen af vantemekanikken i begyndelsen af århundredet. I den korte beretning om Bohrs barndom, opvækst og studietid, peger han på psykologiske forklaringer på det blik Bohr havde for tvetydigheder. Den evne blev afgørende for ham, da han formede den nye fysik, der gik på tværs af det rationelle entydige verdensbillede som den klassiske fysik havde stablet på benene gennem århundreder. Det lykkes for Strathern at forklare Bohrs bidrag til udviklingen af kvanteteorien så man som læser i det mindste tror man har forstået de vigtigste principper. Fremstillingen afsluttes med en tidstavle der viser Niels Bohrs liv i overskrifter, et register, og en kort kommenteret liste med forslag til videre læsning. Der findes betydeligt mere dybtgående biografier om Niels Bohr, bl.a. Abraham Pais Niels Bohr og hans tid (1994), men Stratherns korte fremstilling giver et rimelig godt indtryk af personen og hans videnskabelige indsats. Den lever således op til standarden i de øvrige bøger i den velredigerede og velskrevne serie der giver ikke-naturvidenskabeligt kyndige læser et indblik i det 20. århundredes store naturvidenskabelige landvindinger.