Filmen henvender sig til frankofiler og et voksent publikum, som er glade for mad.
Den anerkendte kvindelige kok Hortense bliver kaldt til det franske præsidentpalads, hvor hun skal være præsidentens personlige kok. Det er dog ikke helt let at begå sig i en mandeverden, men Hortense er stædig og rammer plet med sine traditionsrige franske egnsretter. Desværre ikke til glæde for alle og stædigheden må vise sig at have en pris. Filmen er baseret på den sande historie om Daniele Mazet-Delpeuch, den første kvindelige kok i det franske præsidentpalads, Élysée Palace, i tiden hvor den daværende præsident Mitterand regerede.Bon appétit hr. præsident blev vist i nogle af landets mindre biografer.
Der findes en del andre madfilm som fx Julie & Julia og den danske prisbelønnede Babettes gæstebud. Det er også værd at nævne animationsfilmen Ratatouille, der desuden foregår i Frankrig. En kvindelig kok i hovedrollen finder man også i No reservations.
Madglade frankofiler vil elske denne film, men ligger man udenfor denne kategori vil man højst sandsynligt kede sig ihjel. Vægten ligger åbenlyst på maden, som dog også ser lækker ud og som vil få de mest mætte maver til at knurre. Det ville dog have løftet filmen for de filmglade, hvis dialogen også havde været spændende og nærværende.