Henvender sig til kulturhistorisk interesserede og akademisk vante læsere. Kan til opgavebrug måske bruges fra og med godt gymnasieniveau, men er mest til videregående studier.
Juliane Engelhardt, ph.d., cand.mag. i historie og filosofi, adjunkt ved SAXO-instituttet, Københavns Universitet, skriver denne bog med undertitlen "De patriotiske selskaber i den danske helstat 1769-1814". Bogen udspringer af hendes ph.d.-afhandling som hun udarbejdede 2001-2004 "De patriotiske selskaber i den danske helstat 1769-1814 : borgerskab, foreningssociologi og statstænkning". Den udkommer nu som bind nr. 8 i Museum Tusculanums forlagsserie Tidlig moderne, der er en videnskabelig skriftserie på dansk med emner fra 1600- og 1700-tallet. Værket kræver helst akademiske forudsætninger, men fx et emne som de patriotiske selskabers betydning for velfærdssamfundet er skam alment interessant, fx i den politiske debat. Bogen bygger på alt tilgængeligt kildemateriale om 57 selskaber stiftet i det der dengang er den danske helstat, Danmark, Norge, Slesvig og Holsten. Efter et introducerende afsnit følger 3 hoveddele. Første del forklarer de 57 selskabers organisationsstruktur. Anden del fortæller om "Selskabernes udadrettede aktiviteter" mens tredje del bærer overskriften "Selskaberne som ramme for samfundsdebat".
Der findes ikke andre så omfattende værker om "De patriotiske selskaber".
Mest til videregående studier og kun for større biblioteker.