d. 19. juli 2010
af
af
Ulrich Breuning
d. 19. juli 2010
Den 3D-animerede serie om de kække tøser, Bratz kidz, har et oplagt problem: Pigernes optagethed af frisurer og lakering af tånegle samt idelig brug af et kækt og indforstået, amerikaniseret sprogbrug henvender sig til et noget ældre publikum end det, der vil finde figurer og design interessant. Og teenagepiger vil finde filmen for barnlig, intetsigende og direkte pjattet.
Bratz-ungerne - Cloe, Jade, Sasha, Yasmin og Meygan - ankommer til veninden Gingers hus. Her skal der afholdes pyjamasparty, og ret hurtigt ligger pigerne og fortæller spøgelseshistorier. Og er historierne ikke uhyggelige nok, er der faktisk mærkelige lyde, som indikerer, at der er noget unaturligt på færde! Bratz kidz er et koncept af åleslanke teen-dukker med tøj, modeartikler og makeup, altså legetøj for børn, der formodes at interessere sig for udseende og sminkning. Filmene er et følgeprodukt, der skal være med til at sælge basisvaren, og denne skal omvendt gøre sit for at styrke filmsalget.
Der refereres direkte til Boccaccio, men Bratz kidz fortæller naturligvis ikke erotiske historier, men spøgelseshistorier, der dog ofte er nok så voksne i en sofistikeret uhygge. Bratz kidz er på en måde sammenlignelige med Barbie-dukker, og Barbie er også for længst gået til filmen. Men den kølige blondine virker nærmest ophøjet aristokratisk i forhold til de unge tøser af forskellig etnisk oprindelse.
Man kan ikke underkende filmen en vis spænding, men nogen god endsige interessant film er det overhovedet ikke tale om.
