En sød bog om et alvorligt emne. Den er gennemillustreret med charmerende tegninger af en yndig, lille mørk pige omgivet af familie og venner. Dragen i toårige Brendas blod er AIDS-virus. Historien om Brenda er autentisk. Efter hendes mor er død af AIDS, bor hun sammen med sin søster i en plejefamilie. Hendes plejemor har skrevet bogen for at fortælle børn fra 4 år og opefter, at selv om Brenda er HIV-positiv, skal have medicin hver dag og undertiden må til undersøgelse på hospitalet for at holde den lille drage i ro for ikke at blive alvorligt syg, er hun ikke anderledes end andre børn. Ingen behøver at være bange for at besøge Brenda eller for at lege med hende. Forfatterens hensigt er at skabe større åbenhed omkring og accept af børn med den livstruende sygdom og at rydde fordomme af vejen. Bogens efterord besvarer en række spørgsmål omkring HIV/AIDS for de lidt større børn. Det er en bog, der skal formidles af en voksen, hvis der bliver brug for at tage emnet op i børnehaven eller i de første skoleklasser. Tematisk ligner den Riddere i mit blod, 1999, der også forklarer en alvorlig sygdom, så det kan forstås fra barnehøjde.