Majbritte Ulrikkeholms tredje erindringsroman har hele den underfundige og poetiske tone, som vi kender fra de to tidligere bind. Den spirituelle søgen har været til stede i hendes øvrige bøger, men er mere udpræget her. Jeg finder, at den undertiden kammer over i sværmerisk religiøs retorik, men Ulrikkeholm skriver godt og har noget på hjerte, så også prosaiske gemytter vil sætte pris på hendes bog. Den begynder med, at Planeten Pluto vandrer ind over fortællerens ascendant og varsler, at fra nu af bryder alting sammen omkring hende. Særlig stærk er beskrivelsen af hendes mors død, som kommer uventet, uden at de har nået at forsone sig med hinanden. Hendes kæreste forlader hende, og hun skal vælge mellem hormoner og barnløshed. Hun får hjælp fra forskellige alternative eller religiøse kræfter, blandt andet fra Maria, som melder sig med en slags automatskrift. Maria er måske Den Hellige Jomfru, kan også være en skytsengel, men er muligvis fortælleren selv - spørgsmålet står åbent i bogen. Det er dog det kunstneriske arbejde med billeder og musik, der for alvor genskaber hendes fodfæste. Målgruppen er den samme som til Ind i min himmel, 1997 og Tilbage til Jorden, 2000, men de tre bøger kan sagtens læses hver for sig.