Denne bog er baseret på Rockwoolfondens Forskningsenheds nationale undersøgelse af børns og voksnes tidsanvendelse, trivsel og helbred. Udgangspunktet er en omfattende statistisk undersøgelse i familieforhold, som også har resulteret i andre udgivelser. Denne udgivelse har fokus på børns søvn, spisning, motion, samvær og trivsel. Målgruppen er alle faggrupper, som arbejder med børn og unge. Bogens statistikker vil være interessante at anvende på lærer- og pædagoguddannelsen. Men også på ungdomsuddannelser og i grundskolens ældste klasser kan statistikkerne anvendes i undervisningssammenhænge.
Temaet for denne udgivelse er skolebørns dagligdag. Undersøgelsen er baseret på interviews med 6000 voksne danskere samt deres eventuelle partnere og børn, som alle har udfyldt døgnrytmeskemaer, der danner den statistiske baggrund for undersøgelsen. Samlet giver undersøgelsen en indsigt i hvor meget børn sover, ser tv, motionerer, er alene mv. samt hvilken betydning, det kan have for deres skolegang.
Målgruppen vil også have interesse i andre af Rockwool Fondens udgivelser, som eksempelvis: Har vi tid til velfærd? : om danskernes brug af deres tid ude og hjemme, 2012.
Interessant statistisk funderet materiale, som har fingeren på pulsen og sætter mange tanker og overvejelser i gang hos læseren. De mange statistikker giver et godt statistisk indblik i børns liv og svæver rundt i baghovedet hos læseren lang tid efter endt læsning.