Bogen hører hjemme blandt højtlæsningsbøgerne og er for aldersgruppen 5-9 år. Vil henvende sig til nysgerrige og videbegærlige børn, som har haft døden inde på livet. Der er nok at snakke om ud fra historien. Men den kan også blot læses som den gode og velfortalte historie, den er.
Bulle er en dreng på 6 år, som har mistet sin kanin Pelle. Han funderer over, hvor Pelle er henne nu og spørger Knirkefarmor, siden slagteren og til sidst en underlig mand med mange fyldte plasticposer ved stoppestedet. Manden har ingen forældre, og hans søns far hedder Josef! Han bringer ham på sporet. En bog om døden for børn, som lægger vægt på det eftertænksomme og filosofiske og ikke ikke så meget vægt på sorgen og de praktiske aspekter. Forfatter og illustrator kendes ikke for andre titler på dansk. De er et rigtig godt bekendtskab. Ina Hattenhauers dygtigt udførte tegninger understøtter teksten godt. Det var en fornøjelse at læse denne bog, og jeg tror den kan holde til rigtig mange læsninger og tolkninger i fremtiden. En klog, usentimental og særdeles oplæsningsegnet bog om døden, og hvad der sker bagefter.
Der er kommet flere billedbøger om børn, som mister deres kanin fx den glimrende Op med humøret Emil (03/12) Men Bulle og Pelle er en mere filosofisk anlagt bog, og er mere i familie med fx Kim Fupz Aakesons bøger.
Et rigtig godt bud på en eftertænksom, sød og varm højtlæsningsbog om døden for børn i alderen 5-9 år.