Til byplanlæggere, mediedesignere, arkitekter og alle, der beskæftiger sig med byers udvikling.
Center for Digital Urban Living har hjemsted i Århus og er et tværfagligt forskningsmiljø, hvis omdrejningspunkt er digital byudvikling. Bogen formidler de seneste 4 års forskningsresultater. Feltet er bredt. Intelligente byer er et nyt begreb, der dækker over meget forskelligt. Her fortolkes det særligt i udtryk som interaktion, borgerinvolvering, digital berigelse af byens pladser og flader, en by hvor teknologien er indlejret i alt. Der er således artikler om borgerinvolvering i klimadebatten via digitale installationer, "augmented reality", mobile teknologiers muligheder, nye muligheder for publicering, udviklingens konsekvenser for vores opfattelse af offentlig og privatsfære og nye udtryksformer i oplevelsesøkonomien. Det er en teoretisk funderet bog, der mest vil være for fagfolkene. Der er dog et antal 1-sides cases rundt om i bogen, hvor eksempler på konkrete projekter, som centret har været involveret i, er beskrevet i meget kort form.
I bogform findes der ikke andet på dansk om emnet endnu.
Forskere indenfor fagene arkitektur, journalistik, byplanlægning, it-design mv. formidler i et antal teoretiske artikler udviklingstendenser i moderne byplanlægning, hvor de nye digitale medier får en markant rolle og vil være til stede over alt.