Velskrevet, underholdende og læsværdig roman om, hvor galt det kan gå, når man i lutter forstillelse iscenesætter hele sit voksenliv for at skjule over en barndom med misbrug og følelsesmæssig kuldslåethed. Linn Lauretius er først i 30'erne og gift med Isak. De er et feteret par i medierne, hun som forfatter og han som tv-personlighed, og de giver den som lykkelig familie med to døtre og au pair-piger. Da en vedholdende journalist skal lave en dybdeborende reportage om dem, kommer al dårligdommen i Linns liv gradvist for en dag; det dårlige ægteskab, den utro ægtemand, døtrenes skrøbelige psyke, mandens ekskones selvmord, en svigagtig søster, skriveblokeringen, udnyttelsen af au pair-pigerne og sidst men ikke mindst stedfaderens tilsyneladende uskyldige misbrug af Linn og søstrene, da de var i puberteten. Alt går grueligt galt, og et drilsk skift i synsvinkel vender i bogens sidste kapitel det hele på hovedet, og som læser får man en ganske anden forståelse og en ændret sympati for bogens personer. Miljøer og personer virker overbevisende (om end de dramatiske højdepunkter til sidst måske kun kan forekomme i fiktionens verden), og med en god forside og ditto bagsidetekst vil Champagnepigen tiltrække yngre kvindelige læsere med interesse for samtidsskildringer og identitetsdannelse.