Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Cille og Annas hemmeligheder


Beskrivelse


Cille er et rigtigt bybarn, men da hendes mor får job som skoletandlæge i en landsby må hele familien flytte. Her møder hun Anna - og hende er der fart på!

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. sep. 2001

af

af

Betty Folino (skole)

d. 24. sep. 2001

Ny udgivelse i Forums højtlæsningsserie Zik zak zoom, som egner sig til bø.kl.-3. kl. Den 6-årige Cille er flyttet på landet. Her bliver hun hurtigt veninder med den jævnaldrende Anna, en sjov, handlekraftig, stædig og temmelig manipulerende pige. Anna finder på mange vovede projekter og den mere forsigtige Cille lader sig lokke med. Man følger pigernes mere eller mindre farlige eskapader og venskabets op- og nedture indtil bogen slutter med, at pigerne er med til at afsløre en bande, der er i gang med at røve sjældne fuglearters æg fra et fuglereservat. Der er mange helsides, dynamiske illustrationer og de følger handlingen tæt. Anna er stomi-opereret og er meget åben omkring sin situation, bogen indeholder således god information om dette emne. Sproget forekommer dog for voksent. Teksten bygger primært på pigernes dialog og den virker utroværdig i forhold til de fleste 6-åriges sprogfærdigheder. Der er tillige vanskelige udtryk og begreber og et stort persongalleri med typer, som vil være fremmede for målgruppen. Bogen kan fungere som højtlæsnings- og samtalebog i indskolingen, hvis man er opmærksom på forklaring og formidling. Forfatteren har tidligere udgivet Glasbørnene (2000) til lidt større børn.


Bibliotekernes vurdering

d. 24. sep. 2001

af

af

Lene Kristiansen

d. 24. sep. 2001

Sød og hyggelig højtlæsningsbog for de 5/6-8-årige. Traditionel i tema og opbygning men med den lille og naturligt integreret tilføjelse, at den ene af bogens 2 hovedpersoner har stomi. Cilles mor har fået job som skoletandlæge i en landsby nær Askø, og hele familien er flyttet ind i den gamle skole i Skovgårde. Baghaven støder op til det hus hvor den handlekraftige Anna bor, og fra dag ét bliver de to 7-årige piger veninder. Selvfølgelig handler det meget om mødet mellem "bypigen" og "landsbypigen", men centralt står også den rare smed Krisser og den mystiske Konrad, som har andet for end blot at se på fugle på Askø. Der er en rar Bulderbystemning over bogen, og pigernes oplevelser er - bortset fra den indlagt krimihistorie - genkendelige for enhver. Efter ferien skal Cille og Anna begge starte i 1. klasse, så måske er der en fortsættelse på vej? Mette Kirstine Bak har illustreret med sin brede, genkendelige streg - desværre i sort/hvid hvor hendes fabuleren mangler lidt af dét modspil, som farverne giver. Udstyr og format i Zik zak zooms sædvanlige (og høje) standart. Else Marie Pedersen har tidligere udgivet Glasbørnene (00/07).