"Iverson forlod for to år siden The Bad Plus, og nu helliger han sig dels gerningen som musikpædagog, dels at spille med sin kvartet, der på denne plade er forstærket med trompetisten Tom Harrell. Det er en noget anden udgave af fortolkeren Ethan Iverson, vi præsenteres for. Godt nok melder han lige personligt ud i de første linjer af 'The Man I Love', at han er 'ham fra The Bad Plus', men så slår han ind på en anden og mere Bill Evans-agtig lyrisk vej og fungerer i øvrigt ganske meget af tiden som leder af den rytmegruppe, der understøtter Harrells vidunderligt lyriske og gnistrende trompetspil. For godt nok er Iverson øverst på omslagets oplistning af navne. Men det er altså Harrells plade. Især er hans eminente og melankolske arbejde på standarderne 'Polka Dots and Moonbeams' og 'All The Things You Are' rent ud sagt vidunderligt; her er der tale om en mand, der blæser hele sin plagede og poetiske sjæl ud gennem hornets schallstykke, så det bliver til håndgribelige skulpturer af lyd og følelser i luften omkring lytterens øren".