Med lix 11 er her endnu et godt bud på en bog til læsetræning fra 2. klasse samt til et emnearbejde om at erkende sine svagheder og derefter gøre noget ved dem. Cowboy Dan vil gerne være sej, men det er vanskeligt, når man hele tiden gør det forkerte, fordi man er nærsynet og ikke vil gå med briller. Først da det er ved at gå rigtigt galt - og man får lavet nogle seje briller, som Dan får i fødselsdagsgave, lykkes det Dan at gøre tingene rigtigt. Det nærmeste vi kommer noget om cowboys er Corens gamle Buffalo Arthur (78/15). Den causerende alvidende fortæller samt den dialogrige tekst passer fint til indholdets letkomiske forløb, og selv om der er svære ord gentages de ofte, så det ikke hæmmer den selvstændige læsning. Dertil kommer de herligt karrikerede helsides farvetegninger, som virkelig understreger og udvider historien. Der er 10-20 linjer på hver venstreside, men højresiden er forbeholdt illustrationerne. Forfatteren har lavet 16 letlæsningsbøger bl.a. bøgerne om Peter Pirat og 2 fagbøger, heraf Paratviden for cowboys (01/50).