Cut henvender sig til alle, der interesserer sig for film, både den kommende filmskoleelev og personen, der er almindeligt interesseret i film. Der er intet forsidebillede til at sælge bogen, så man skal læse bagsideteksten for at finde ud af, hvad bogen handler om. Den tekst er til gengæld rimeligt dækkende for indholdet.
Filmjournalisten Jacob Wendt Jensen har interviewet 75 fagfolk indenfor de fleste grene af den danske filmproduktion med det formål, at få dem til at fortælle om deres arbejde, det vil sige deres arbejdsopgaver, vanskeligheder, triumfer og samarbejdsproblemer. Udgangspunktet er dansk films anden guldalder, som bliver defineret som varende fra 1998-2007, og dermed kommer dogmefilmene, Zentropa og Lars von Trier til at fylde en del. Bogen har et lidt aflangt (væltet) format, siderne er tykke, teksten tospaltet og hvert kapitel begynder med et foto af en af de interviewede.
Af lignende bøger findes der blandt andet Nordisk film : en del af Danmark i 100 år af Poul Arnedal fra 2006 og Filmbyen af Thomas Vilhelm fra 2007. Men med 75 interviewede fagfolk fra vidt forskellige dele af filmverdenen er der flere synsvinkler at hente i Cut.
Cut er en flot og interessant bog, der kommer rundt om de fleste af de involverede i produktionen af film. Målgruppen er bred, da bogen går i dybden uden at gå i alt for nørdede detaljer og så hjælper de spændende anekdoter om vanskeligeheder under optagelser og de kollegiale problemer også på interessen.