For opgaveskrivere fra gymnasieniveau og interesserede i 2. verdenskrig.
En næsten uændret genudgivelse fra 2001 om invasionen i Normandiet eller måske rettere 2. verdenskrig i Europa set i dennes perspektiv med start i Versailles-traktaten og slut ved Det 3. Riges fald. Bogen er analyserende og lidt tør i fremstillingen men kommer fagligt utroligt godt rundt om emnets mange vinkler og perspektiver. Læseren får grundig information om baggrunden for valget af tid og sted for invasionen, kampene på de forskellige strande, og grunden til hvorfor fx alt var på nippet til at ende i en katastrofe på Omaha Beach. Derudover behandles også trakasserierne mellem USA og England om overkommandoen og den blodige fiasko i generalprøven på invasionen ved Dieppe i 1942, hvor de dyrekøbte erfaringer dog i det lange løb sparede liv senere. Bogen står fagligt stærkt blandt de danske bøger om invasionen og er meget klar i sin anskueliggørelse og af de komplicerede sammenhænge. Det s/h billedemateriale er velvalgt uden de ofte sete gengangere, en kvalitet i sig selv. Men det lidt undervisningsprægede layout sælger til gengæld ikke optimalt på hylden.
Bogen er bortset fra ajourført litteraturliste stort set identisk med 1. udg. 2001. Om emnet også Beevor: D-dag og Jakob Sørensen: Operation Overlord.
Et stort set uændret genoptryk fra 2001 af den fagligt set nok mest velfunderede danske bog om invasionen og dens baggrundsramme i 2. verdenskrig. Bogen er mættet med fakta og primært analyserende.