En særdeles indbydende billedbog med virkelig flot kombination af tekst og billeder. Malerier i fuldsideformat, små vignetagtige billeder og en kortfattet, præcis tekst. Kvadratisk bogformat og høj papirkvalitet kort sagt: en lækker billedbog for aldersklassen 3-7 år. Historien er en fabel baseret på de traditionelle Onkel Remus-fortællinger fra slavetidens USA, her genfortalt og moderniseret, så både fortællingens forløb og moralen uden videre kan forstås. Nu burde man måske snarere tale om fortællingens a-morale, for det er en på alle måder umoralsk historie. Den kvikke kanin låner penge alle vegne, og i stedet for at betale sin gæld, pudser han de forskellige pengeudlånere på hinanden, så de bogstavelig talt bliver til en fødekæde af kreditorer, der æder hinanden op. De var såmænd ellers ganske flinke og lånte uden videre penge ud til den grådige og løgnagtige kanin. Historien er godt fortalt med et særdeles genkendeligt og forudsigeligt mønster og Bente Bechs charmerende malerier er fulde af stemning og stilfærdig humor, men det lader sig ikke helt skjule, at historien som sådan er noget tyndbenet det vil være synd at sige, at der er nogle overraskelser undervejs. Flot er bogen og så er det næsten altid herligt, når billedfortællingernes hovedperson har en så tvivlsom og anløben karakter som her.