Værket henvender sig til alle med interesse for Klaus Rifbjerg og for bevægelserne i samfundet her og nu.
Klaus Rifbjerg, der fylder 80 dette efterår, har i perioden 3.1. - 12.5. i år skrevet dagbogsnotater. Det er hans daglige reaktioner på ting, der sker. Hans lejlighed er sat til salg. Hans søster dør. Der er politiske begivenheder, han giver en ofte hvas kommentar. Der er begivenheder i det litterære miljø, der påkalder sig en kommentar eller to. Der er hans fald og påfølgende hjernerystelse. Og så er der rigtig mange betragtninger over vejret. Det stærke i alle disse udsagn er koncentrationen og engagementet. Rifbjerg kan jo alt med sit sprog, og det gnistrer også i disse tekster. Der er en vis ståen ved egen betydning i bogen, fx åbnes notatet d. 29.1. således: "Da jeg i sin tid ved et tilfælde var med til at forandre måden, man hidtil havde skrevet dansk litteratur på, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg stod på et fundament af dansk litteratur som engang havde været ny, men nu virkede støvet og flosset i kanten". Og så er der alderen, den 11.1. skriver Rifbjerg fx "Det er sådan man siger: livet går videre. Men det siges med forskellig accent alt efter hvilket alderstrin, man befinder sig på. Som firsårig har man af gode grunde ikke så meget at gå videre med, alligevel er de mange års bagage tung og let på samme tid".
Anvendelse fx som de parallelle Hovedbogen og Tænkeboksen, begge 2005.
Et veloplagt udspil, så rifbjergsk som det kan blive.