Musik / rock

Damage and joy


Detaljer


...

...

...

...

...

...

...

...

...

...

...

...


Indhold

Seneste udgave, musik (cd)

Amputation

3:24 min

War On Peace

4:34 min

All Things Pass

4:34 min

Always Sad(Bernadette Denning, vocals)

2:52 min

Song For A Secret(Isobel Campbell, vocals)

3:21 min

The Two Of Us(Isobel Campbell, vocals)

4:12 min

Los Feliz ("Blues And Greens")(Linda Fox, vocals)

4:54 min

Mood Rider

4:04 min

Presidici (Et Chapaquiditch)

3:36 min

Get On Home

3:31 min

Facing Up To The Facts

3:05 min

Simian Split

4:14 min

Black And Blues(Sky Ferreira, vocals)

3:23 min

Can't Stop The Rock(Linda Fox, vocals)

3:19 min


Tidsskrift

Artiklen er en del af

Artiklerne i  handler ofte om

Artikler med samme emner

Fra


Artikler

Alle registrerede artikler fordelt på udgivelser

...

...

...

...

...


Anmeldelser (5)


Pitchfork

d. 20. mar. 2017

af

af

Stuart Berman

d. 20. mar. 2017

"Nineteen years after their last album, the Jesus and Mary Chain pick up where they left off, offering their usual mix of feedback-spiked rockers and stoned ballads".


Jyllands-posten

d. 24. mar. 2017

af

af

Peter Schollert

d. 24. mar. 2017

"På vej til færdiggørelsen af den nye og på mange måder vellykkede lp har gruppen turneret med ikke mindst sangene fra den 32 år gamle debutplade "Psychocandy", der på overrumplende facon fusionerede støj, stil og pop - og som f. eks. danske The Raveonettes står i dyb gæld til. Et af stederne, hvor bandet gjorde holdt på en turné, var på Aarhusfestivalen Northside i 2015, hvor de midaldrende Reid-brødre optrådte med fokus og coolness. Der var nostalgi over oplevelsen, men det stilskabende band virkede hverken falleret eller i indre splid ... Musikken [her er] ikke specielt beskidt, men præget af det poppede klarsyn, som også altid har været en del af brødrenes temperament. Guitaren må godt støje, men der er intet galt i, at numrene er enkle eller stort arrangeret som de magiske popsange, som Phil Spector på diktatorisk vis producerede i 1960'erne. På den måde bliver det nye opus en god, underholdende og logisk lp fra de to gange Reid".


Berlingske tidende

d. 24. mar. 2017

af

af

Mads Hendrich

d. 24. mar. 2017

"Det legendariske band, som er centreret omkring (strids)brødrene William og Jim Reid, har altid været gode til at lyde depraverede og pisseligeglade med alt og alle på en distanceret og cool måde ... Sådan lyder skotterne fortsat. Det gælder, hvad end de spiller nihilistisk støjpop med en maskinel trommepuls eller narkotiske stener-ballader, som er de to musikalske hovedspor, de opererer med på comeback-skiven, hvor en del af materialet tidligere har været udsendt i andre former og sammenhænge. Kardinaldyderne sidder stilsikkert på rygraden, selv om to årtier er passeret revy, siden den alternative rocks sortklædte ballademagerbrødre senest raslede med kæderne på »Munki« fra 1998 ... Comeback-albummet »Damage And Joy« er et både veloplagt og forudsigeligt bekendtskab, hvor skotterne lyder som to midaldrende mænd, der tror de stadig er i start-20erne, med alt hvad det indebærer af rebelsk adfærd ... I tillæg hertil formår de at skrive en række gode sange".


Politiken

d. 14. apr. 2017

af

af

Simon Lund

d. 14. apr. 2017

"[Bandet er] tilbage med det første album i 19 år, og som titlen antyder, er sammenstødet mellem det forstyrrende og forsødende intakt. De holder sig fra hysterisk chokstøj, men leverer en god håndfuld sange af let forførende støjpop, der ikke gør nogen fortræd, men heller ikke falder igennem på noget tidspunkt".


Information

d. 26. apr. 2017

af

af

Klaus Lynggaard

d. 26. apr. 2017

"»Det kan godt være, de kun kan en sang, men hold kæft, hvor er den god« ... For insisteres der som hos duoen her på, at stor rockmusik kan/ skal skabes med ganske få akkorder, et effektivt no nonsense-beat og kulsorte tekster, udført inden for en given skabelon, skal der en god portion talent, opfindsomhed og tro til at få det til at fungere uden at ende i travestien. Og det lykkes altså her ... Pladen er varmere og umiddelbart mere imødekommende i lyd end tilforn, men sangene bygger videre på samme klassiske formler som altid, med et pragtfuldt flow [pladen igennem] og en herlig vekselvirkning mellem stilhed og storm. Og under den soniske stoflighed, der balancerer et sted mellem pop, psychedelia og shoegaze, ligger der stadig en dødsforagtende devil may care-attitude, hvor de som tekstforfattere ikke kan anklages for at være blevet hverken blødsødne eller tilgivende med årene".