Bøger / faglitteratur til børn

Danmark


Beskrivelse


Danmark er et af verdens mindste lande, og det er også et af de ældste. I denne bog kan man læse om Danmarks historie og om hvordan landet er i dag. Den fortæller også om naturen, dyrelivet, berømte danskere og meget andet.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. sep. 2002

af

af

Steen Agger (skole)

d. 16. sep. 2002

Der er efterhånden kommet ca. 50 bøger i denne serie. Her drejer det sig om vort gamle fædreland. På forsiden ses et flot, farvemættet foto med et meget dansk motiv, Nyhavn. Bogen fortæller om istiderne, stenalder, bronzealder, jernalder, vikingetid, politik, danskernes levevis før og nu, dyr, berømte danskere, Grønland og Færøerne og om nye tider. Der findes også en faktaside og et stikordsregister. Bogen er forsynet med gode fotografier, tegninger og kort. Den verssatte tekst er sat med ret store typer, og sammensatte ord deles med bindestreg. Det er naturligvis begrænset, hvor meget stof man kan have med i en letlæsningsbog, men jeg synes, at udvalget er ganske fornuftigt. Bogen kan læses fra begyndelsen af 3. klasse. Den kan bl.a. benyttes i forbindelse med fagligt læsekursus og til undervisning af tosprogede elever.


Bibliotekernes vurdering

d. 16. sep. 2002

af

af

Birgit Hald

d. 16. sep. 2002

Det nye bind i den letlæste serie De små fagbøger giver en god all-round introduktion til Danmark og det danske samfund. Bogen kommer fint rundt om de vigtigste emner og bringer mange relevante oplysninger på et generelt plan. Teksten der er verssat og skrevet i et enkelt sprog med korte sætninger og delestreger i sammensatte ord, kan læses fra ca. 7 år. Den er beundringsværdigt velskrevet og henvender sig direkte til læseren, bl.a. med aktiverende spørgsmål undervejs. Alle opslag er flot illustreret med enten klare, sigende farvefotos eller - især i forbindelse med de historiske afsnit - tegninger i douce farver. Efter en indledning med placering af Danmark på verdenskortet og et kort over Danmark med de vigtigste stednavne følger kapitler om Danmarks historie, land og by, styre, produktion, velfærd, dyreliv og berømte danskere fra vore pengesedler. Afslutningsvis omtales Grønland og Færøerne, og bagest er der en side med fakta om Danmark, et stikordsregister samt henvisninger til andre relevante titler i serien og dennes hjemmeside. Forsiden er flot og appellerende med et farvefoto af gamle træskibe i Nyhavn i solskin. I børnebiblioteket findes kun Danmark: vort eget land fra 1990 til oplæsning for samme målgruppe.