Forlagsserien Faktisk! er beregnet som den første faglige læsning i indskolingen for 0.-3. klasse. Bøgerne er anvendelige til emne- og temaarbejder, selvstændig læsning og almen viden.
I fire afsnit kommer vi rundt om emnet Danmark. Landet bliver beskrevet ud fra et kort og så følger en historisk gennemgang, der spænder fra stenalderen over vikingetid, Christian d. 4. og frem til kronprins Frederik. De største byer bliver nævnt, der er lidt om H. C. Andersen, Tivoli og Lego. Vores sociale system bliver forklaret, og bogen slutter med en rundtur i Danmark, hvor landbrug, dyreliv, istidslandskaber, Vadehavet og Bornholm bliver gennemgået. Bogen er gennemillustreret med tegninger og meget flotte fotos. Ord, der er markeret med gult i teksten, er forklaret i margenen. Der er henvisninger til bøger og websteder samt stikord. Forlaget har udviklet opgavekoncept og lærervejledning, som kan hentes på internettet.
Serien er udgivet med henblik på den første faglige læsning i skolen. Den minder meget om De små fagbøger og har alle de kvaliteter, som denne serie har.
Det er en flot og gennemarbejdet bog, og man har et virkeligt godt all-round billede af Danmark efter læsning. Fantastisk med oplysninger man får trods de relativt få sider. Bogen bør findes i både skole- og børnebibliotek.